De fleste kabel- og rørsøgere er baseret på elektromagnetisk søgning.
Princippet ved elektromagnetisk søgning er at man bruge en sender til at skabe et magnetisk felt omkring en metallisk leder, kabel eller vandrør som er begravet under jorden, og hvis position kan bestemmes nøjagtigt ved hjælp af en modtager fra jordoverfladen. Denne metode til at finde nedgravede ledninger og kabelsystemer er generelt accepteret som standard i branchen.
De fleste af vores kabelsøgeren har også den egenskab, at de kan bruges til at finde "naturlige" AC magnetfelter omkring kabler. Med kun modtageren kan man registrere en stor del af alle jordkabler. Vi kalder det "passiv" søgning, og det magnetiske felt der registreres, er et 50-Hz felt, som genereres når strømmen går igennem f.eks. et elkabel eller et VLF radiosignal som reflekteres fra både belastede og ubelastede kabler som telekabler og tv-kabler.
Anvendelsen af elektromagnetisk søgning er på en gang både nemt og svært. Instrumenterne er relativt nemme at bruge og man behøver ikke at have fysisk kontakt med det kabel man vil sende igennem. Det svære er at finde mange kabler / ledninger i jorden, og det kan være svært at følge det korrekte kabel.
Elektromagnetiske søgning kombinerer mange fordele og muligheder for at indhente oplysninger fra "undergrunden", men man kan dog ikke detektere ikke-metalliske rør, plastrør og beton. En metode til at finde disse linjer, er at ligge en såkaldt sporingsline oven på plastikledningen/-røret i forbindelse med installationen. En anden mulighed er at bruge en lille sender, der føres ind i røret med en glasfiber stang, som dermed kan måles fra jordoverfladen med en modtager.
En anden søgemetode, er at anvende en markradar (GPR), en metode som traditionelt anvendes til geologiske undersøgelser. En markradar kan finde både plast/beton og metalrør men resultatet kan være svært at tolke for uerfarne brugere og udstyret er mindre praktisk at anvende.
